Burma

imagesCASA5RCWBurma, fik efter militær overtagelse ændret navn til Myanmar. Burma er et land hvor mænd, kvinder og børn ofte er ofre for trafficking og tit er det folk fra deres egen omgangskreds der står for salget.

Mændene tvinges i slavelignende arbejde i byggeindustrien eller som fiskere og kvinderne tvinges ud i prostitution.
Børn tvinges til at arbejde som gadesælgere eller tiggere i nabolandet, Thailand.
Mange mænd, kvinder og børn der migrerer til Thailand, og andre lande, for at tjene flere penge, tvinges ud i tvangsarbejde eller sexindustrien.

Den økonomiske situation i Burma, har gjort at et stigende antal burmesere rejser til udlandet enten legalt eller illegalt for at arbejde. Regeringen har endnu ikke fundet en løsning for at stoppe denne udvandring.

Mange mennesker der kommer fra nabolande som Bangladesh, Nepal og det sydlige Kina bruger Burma som mellemstation/transit land på deres vej til et andet land. Mange menneskehandlere finder derfor mange af deres ofre i Burma.

Burma

Militæret i Burma er den største lovovertræder, når det kommer til tvungent arbejde, da de beskæftiger sig med at hverve børnesoldater. Fordi så mange mænd flygter ud af landet, bliver børn helt ned til 12 år rekrutteret i militæret. Både militæret og regeringen tager del i denne udvikling, da mænd, kvinder og børn bliver tvunget til at arbejde for dem, fx ved vejarbejde, havearbejde og i kommercielle anliggender. Den befolkningsgruppe der er i højrisikogruppen for at blive udnyttet er de etniske minoriteter.
Børn af fattige forældre er også i højrisikogruppen for ufrivillig deltagelse. Rapporter fra FN fortæller at militæret har forsøgt at hverve forældreløse, gadebørn og unge munke der lige har tilknyttet sig klostre. Børnene bliver truet med fængsel hvis de gør modstand samt fysisk afstraffelse. Børn bliver også tvunget til at arbejde i forretninger, private hjem og på gårde. Prostitution blandt unge piger findes primært i byerne.
Burma gør dog en smule fremskridt i arbejdet mod at forbyde børnearbejde, specielt indenfor børneprostitution. Men stadig er problemerne af en seriøs størrelse.
Desværre har landet svært ved at håndhæve loven overfor trafficking.

Et af de største problemer Burma står overfor ift. trafficking er det manglende ansvar det burmesiske regime står med. Regeringen viste kun få tegn på fremskridt i arbejdet mod børnearbejde og rekruttering af børnesoldater.

Burma forbød i 2005 trafficking og sexslaver ved lov. Strafferammen er den samme som ved voldtægt. Nogle reporterede for nylig at personer ved militæret skulle være blevet anklaget for trafficking og for at hverve børnesoldater. Sagen har dog ikke været for retten endnu. På dette skrivende tidspunkt findes der stadig systematisk voldtægt at etniske minoriteter af militærpersoner.

Rekruttering af børnesoldater kan give bøde eller op til et års fængsel. Den første dom af sådan grad faldt første gang i 2009 til en kaptajn og han fik et års fængsel i et offentligt fængsel. I samme sag blev to enkeltpersoner dømt henholdsvis 2 og 3 måneder i et militært fængsel.
Efterforskningsarbejdet er midlertidigt meget svært, da alle sager der skal efterforskes skal igennem højere instanser hos militæret før det kan ske.

Tvangsarbejde anses som den hårdeste form for trafficking i Burma. Det til trods for at de sager der efterforskes oftest handler om tvangsægteskaber.

Det burmesiske regime har længe været kendt for ikke at kunne skelne mellem lovlig og ulovlig immigrering. Fx blev der i 2010 registreret ca. 1000 sager om trafficking, men disse inkluderede faktisk også adoptioner, der i sagens natur ikke er ulovlige. Dette resulterede i uhensigtsmæssige anklager mod lovlige immigranter og de mennesker der reelt vil hjælpe dem med at integrere. På den måde viser manglen på ansvarlighed og korruption i Burma at det påvirker alle sociale lag.
Politiets rapporter viser dog lidt fremgang i deres arbejde, desværre undervises de ikke nok i håndteringen af disse sager og derved stemmer statistikkerne stadig ikke helt.

cover[1]-400I adskillige distrikter klager mennesker over at blive tvunget i arbejde af officielle personer, og disse mennesker bliver dernæst anklaget og tilbageholdt fordi de klager. Mange bliver løsladt efter at have siddet i fængsel et stykke tid og efter at være blevet afhørt, men mange tilbageholdes stadig. Regeringen gør intet for at gribe ind i disse politisk motiverede sager, hvilket gør at folk bliver bange for at klage over tvangsarbejde.

Regimet gør en indsats for at hjælpe sexofre med at komme tilbage til Burma fra fx Kina og Thailand, men det har stadig intet gjort i arbejdet mod trafficking ift. tvangsarbejde. Hjælpen til ofrene er middelmådig og advokat bistand er minimal. Det er svært for NGO’er at få adgang til fængslede immigranter. Der er endnu ikke lavet formelle procedurer til at hjælpe ofre.
Regeringen påstår at de opfordrer ofrene til at hjælpe til under efterforskningen af deres sag, men de bliver ikke hjulpet økonomisk eller på andre måder. Derved er det nødvendigt at de hurtigt kommer tilbage til et arbejde og dermed får svært ved at hjælpe under efterforskningen. Faktisk føler ofrene at de overhovedet ingen hjælp får.

Regimet samarbejder med ILO mod børnesoldater, hvilket resulterer i at nogle børn kommer tilbage til deres familier, men flertallet fortsætter desværre i militæret.

Regeringen har ikke gjort meget for at hjælpe de internationale organisationer i kampen mod trafficking. I offentligheden prøver de dog at køre kampagner mod trafficking med store plakater, flyers og videoer. Desuden er der fremsat et memorandum omkring forståelsen af trafficking med Kina og Thailand.
Regimet har løbende samarbejde med regeringen i Mekong Regionen og FN i kampen mod trafficking.

I skrivende stund skulle der efter sigende fra The Nation og The Bangkok Post blive tilbageholdt 400 burmesere i det sydlige Thailand at menneskehandlere. Disse burmeseres skæbne er at blive solgt til fiskeindustrien i Malaysia og det sydlige Thailand for 60 dollars pr person.